
Sange med Mødre
Sange med Mødre er et fællesskab for gravide og nye mødre, hvor der er plads til at sætte tempoet ned og være sammen med andre i samme livssituation.
Gennem sang og vejrtrækning skaber vi ro, nærvær og trivsel i overgangen til moderskab – en livsfase præget af mange forandringer, som også kan være svære. Tilbuddet kan være særligt relevant for dig, som oplever, at graviditeten eller den første tid som mor er forbundet med bekymringer eller et behov for støtte.
Du behøver ikke erfaring med at synge for at være med. Sangen bruges til at skabe ro, nærvær og fællesskab.
Rammerne
- Vi mødes ugentligt i en gruppe af 6-10 mødre.
- Forløbet strækker sig over 12 gange á en times varighed.
- Du starter på holdet, mens du er gravid og fortsætter igen et par uger efter din fødsel sammen med din baby.
Med sangen skaber vi et frirum, hvor vi giver dig mulighed for at komme ned i kroppen og ind i vejrtrækningen.
I fællesskab synger vi sange, der er målrettet dig - og vi laver beroligende og fødselsforberedende vejrtrækningsøvelser.
Hvad får jeg ud af at være med?
Du kommer til at indgå i et fællesskab med andre mødre, du får værktøjer til at være med ængstelse og uro - og konkrete vejrtrækningsøvelser til før, under og efter din fødsel.
Hvor og hvornår?
Holdene starter den 17. august (uge 34) og 9. november (uge 46) i 2026.
Mandag kl. 9:00-10.00: Efterfødselsforløb (mødre med baby) på Kulturskolen i Skjern
Mandag kl. 11:00-12:00: Førfødselsforløb (for gravide) på Kulturskolen i Ringkøbing
Vi mødes på:
- Kulturskolen i Ringkøbing, Rindumvej 1, 6950 Ringkøbing eller
- Kulturskolen Skjern, Ranunkelvej 1, 6900 Skjern.
Find vej og se lokalerne i Ringkøbing og Skjern på videoerne længere nede på siden.
Hvordan tilmelder jeg mig?
For tilmelding kontakt korleder Laila Tróndheim Poulsen på tlf. 30 69 27 28 eller mail til kulturskolen@rksk.dk Husk at skrive, om du ønsker at tilmelde dig forløbet for gravide eller forløbet for mødre med børn i alderen ca. 3-9 måneder.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt forløbet er noget for dig er du velkommen til at drøfte det med din jordemoder/sundhedsplejerske eller til at tage kontakt til Kulturskolens kontor på 99 74 13 89, hvis du har spørgsmål. Vi har telefontid man-torsdag kl. 9-14.
Underviser
Korleder Laila Tróndheim Poulsen
Find vej og se lokalet i Ringkøbing
Find vej og se lokalet i Skjern
Om projektet
Sange med Mødre er et samarbejde mellem musik- og kulturskoler samt lokale jordemødre og sundhedsplejersker.
Breathe Melodies for Mums i London er inspirationen til Sange med Mødre.
Sange med Mødre er støttet af Region Midtjyllands Kulturudviklingspulje.
Gå til hjemmesiden for Sange med mødre
