Keith Haring – popkultur og kønsneutraler former og farver
Alderstrin: 4-6 klasse (kan justeres til udskoling og indskoling)
Fag: Billedkunst (seksualundervisning og familiekundskab)
Kompagnon: Forløbet foregår i samarbejde med klassens faglærer(e)
Indhold: I dette forløb introduceres eleverne for popkunstner Keith Harings virke og værker, gennem forskellige øvelser der fokuserer på krop, køn og seksualitet. Der er både kropslige øvelser, samtaleøvelser og refleksionsøvelser. Alle dagens øvelser udfordrer vores egne fordomme og forudindtagelser og giver mulighed for at møde andres og egne holdninger med friske øjne.
Keith Harings værker er et perfekt eksempel på kønsneutrale, androgyne og blandede former og farver, som hverken er det ene eller det andet – det er op til beskueren at vælge. Desuden arbejdede han – som mange andre popkunstnere – med symboler og ikoner, som alle har betydning for tolkningen af værkerne.
Han var selv åbent homoseksuel i en tid hvor AIDS raserede og diskriminationen var stor. Derfor er hans liv og virke et godt udgangspunkt for at tale om hvorfor det kan være svært, at føle sig udenfor “normen”.
Forløbet slutter med, at eleverne i grupper skal lave deres egne Keith Haring inspirerede malerier, hvor der skal tages stilling til farvevalg, symboler og komposition, når eleverne skal fremstille plane værker.
Formål:
At omsætte viden om køn, seksualitet og krop til et æstetisk udtryk
At turde tale om – og at få sprog for - egne holdninger til køn, seksualitet og krop
At reflektere over egne og andres holdinger, vores kultur og normer
At opbygge færdighed indenfor 2-dimensionelle malerier
At stifte bekendtskab med popkultur og Keith Harings virke
At få bekendtskab med symboler og tolkning af kunstværker
Fælles mål:
Eleven deltager i samtale om familie- og kønsnormer (køn, krop og seksualitet)
Eleven forholder sig til egne tanker om familie- og kønsnormer (Sundhed og trivsel)
Eleven deltager i samtale om det svære ved at føle sig udenfor normen og at opleve diskrimination (sundhed og trivsel)
Eleven kan opbygge en dynamisk komposition i et plant værk (billedfremstilling)
Eleven kan bruge symboler og farver til, at signalere en bestemt stemning eller et budskab (billedfremstilling)
Eleven kan præsentere og redegøre for sine æstetiske valg (kommunikation
Tidsramme: 1 hel dags undervisning - Kan skaleres op og ned i samarbejde med faglærer(e)