Projektet KulturLØFT får 2,7 mio. kr. fra Kulturministeriet

PRESSEMEDDELELSE
3. april 2025
Vestjysk samarbejde løftes af Kulturministeriet:
KulturLØFT får over 2,7 mio. kr. til unge uden for job og uddannelse
Et stærkt samarbejde mellem kommunerne Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Lemvig og Struer har netop udløst lidt over 2,7 mio. kr. fra Kulturministeriet til projektet KulturLØFT – Ungefællesskaber i centrum. Projektet skal via Kulturministeriets nye kulturpas-ordning give unge i alderen 16-22 år, som står uden for job og uddannelse, adgang til meningsfulde fællesskaber med afsæt i kultur og æstetik.
Projektet er forankret i de fire kommuners musik- og kulturskoler og har Kulturskolen Ringkøbing-Skjern som koordinator. Partnerskabet består derudover af et omfattende netværk af lokale aktører –ungdomsskoler, FGU, UU-vejledning, Beskæftigelse, DGI Vestjylland samt sociale og sundhedsfaglige enheder. Målet er at udvikle en praksismodel, hvor det tværfaglig er i fokus om at løfte unge, der ellers ikke deltager i fritidstilbud.
“Vi har en fælles ambition om at bringe kulturen tættere på de unge, som har allermest brug for det. KulturLØFT er vores fælles bud på, hvordan vi kan skabe en inkluderende og langsigtet indsats, hvor æstetiske oplevelser og relationer baner vejen for nye muligheder i de unges liv,” siger projektleder Helle Tarpgaard Andersen, Kulturskolen Ringkøbing-Skjern.
Et kulturelt fællesskab med de unge i centrum
Gennem kulturforløbet skal eksempelvis musik, billedkunst, teater, film og andre kunstformer give redskaber til at styrke selvtillid, færdigheder og sociale relationer. Aktiviteterne udvikles i tæt dialog de unge selv, fagpersoner og lokale aktører. Der lægges vægt på medskabelse, trygge rammer og lokal forankring i hver kommune.
Projektet er ét af 15 udvalgte kulturpasprojekter, som Kulturministeriet netop har offentliggjort under en ny forsøgsordning. Målet er at afprøve, hvordan kulturen kan spille en stærkere rolle i unges liv, særligt blandt dem, der sjældent oplever adgang til kulturelle fællesskaber.
Et løft til hele landsdelen
KulturLØFT forventes at engagere mindst 50 unge på tværs af kommunerne. Projektet starter op i maj 2025 og forløber frem til udgangen af 2026. Foruden aktiviteterne for de unge skal der samles viden og erfaring, som kan deles med andre kommuner og inspirere nationale indsatser.
“Det er første gang, vi ser et så tæt forpligtende samarbejde på tværs af kommuner og fagområder i vores del af landet med netop kunsten og kulturen som omdrejningspunkt for unges trivsel. Det er vi stolte af,” udtaler Linda Kaul Steffensen, souschef, Holstebro Musikskole.
KulturLØFT er støttet med lidt over 2,7 mio. kr. fra Slots- og Kulturstyrelsens kulturpasforsøg og har et samlet budget på 3,19 mio. kr. Projektet involverer både kommunale og civilsamfundsaktører og er allerede i gang med de første dialogmøder.
Fakta: KulturLØFT – Ungefællesskaber i centrum
Målgruppe: Unge i alderen 16-22 år uden for job og uddannelse.
Periode: Maj 2025 – december 2026.
Budget: 3,19 mio. kr., heraf 2,76 mio. kr. fra Kulturministeriet.
Aktører: Kulturskoler, ungdomsskoler, FGU, UU-vejledning, beskæftigelse, DGI Vestjylland, kommunale fagområder og kulturinstitutioner i Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern.
Formål: At styrke trivsel og deltagelse gennem kulturelle fællesskaber og udvikle en praksismodel, der kan inspirere andre kommuner.
For yderligere information og kontakt:
Helle Tarpgaard Andersen
Projektleder
E-mail: helle.t.andersen@rksk.dk
Mobil: 22684798