{{EmailMessaging:Email.PreHeader}}
topbillede kulturskolen med 2 børn

Velkommen til sæson 22/23

Skoleåret 22/23 i Kulturskolen Ringkøbing-Skjern er kommet godt i gang og hermed følger skoleårets første nyhedsbrev op til efterårsferien. Det er altid spændende at møde nye elever, hilse på de gamle, starte nye fag eller fortsætte de gamle. I dette skoleår kan Rindumkoret fejre 60 års jubilæum. De har ikke været under Kulturskolen/Musikskolen fra starten, men de sidste mange år, har vi haft fornøjelsen.
Kulturskoleleder Preben Frederiksen byder velkommen til den nye sæson: 

I dette nyhedsbrev kan du læse: 

  • Nyt om undervisere
  • Vi tilbyder nu online illustration
  • Brugerundersøgelse om Kulturskolen
  • Ny strategiplan
  • Efterårets koncerter
  • Et orkester for voksne & ældre, der IKKE kan spille
  • Vi vil lave vestkystens største brassband!
  • Deltag gratis i Bandfabrik
  • Nye måder at udbrede kulturen

Nyt om undervisere

På lærersiden er der et par nye ansigter. Maria Guggenheim er den nye underviser i skuespil og film, Melanie Espersen underviser i ballet og modern dance i Ringkøbing, Jan Ilsø har overtaget Ringkøbing Spillemandslaug og Sebastian H. Hahn underviser klavereleverne i Videbæk.
Velkommen til de nye undervisere. Therese Iversen er tilbage fra barsel og klar til at undervise i messing. Niels Rahbech har orlov dette skoleår, og vi håber at se ham igen næste skoleår. Ingeborg H. Torstensson startede i foråret og underviser de yngste, i institutionerne, børnekor og voksenkor. Desuden har Ingeborg stor erfaring med musik i skolerne og er derfor også skolekoordinator.

Vi tilbyder nu online illustrationshold

Vores dygtige lærer i illustration Peter Hermann tilbyder som noget helt nyt et online hold i illustration og fantasitegning med opstart i uge 43. Her kan man få undervisning, hvor og hvornår det passer ind. Hver uge vil eleverne få en illustrationsopgave + en tegneøvelse, som de har en uge til at løse – og Peter vil være til rådighed til personlig feedback og spørgsmål.

Undervisningen foregår på online platformen Discord og prisen for hele efterårsforløbet uge 43-51 er kun 400 kr. Vi håber tidligere illustrationselever vil prøve dette nye tilbud af.  Læs mere om illustration 

Deltag gratis i Bandfabrik

Kulturskolen deltager i flere regionale og internationale projekter. Det giver mulighed for at afprøve nye undervisningsformer og hente ny inspiration. Det er bandfabrikkerne et godt eksempel på. Der er Bandfabrik på Ringkøbing Skole afd. Alkjær samt i Ungdomsskolen. Her kan unge, der ikke har erfaring med at spille eller synge, danne deres eget band og lære at skrive deres egne sange. Tilbuddet er gratis i dette skoleår. Læs mere om Bandfabrik på Alkjærskolen og om Bandfabrik på ungdomsskolen her.

Brugerundersøgelse om Kulturskolen

Kulturskolen vil gerne nå bredere ud, og i den anledning fik vi lavet en undersøgelse via kommunens analyseafdeling, der har spurgt borgerpanelet. Det viser sig, at tilfredsheden blandt brugerne er meget høj. Men der er rigtig mange der ikke ved, hvad en kulturskole er og hvilke tilbud der er. Det skal vi have gjort noget ved, og det arbejder vi på. Og samtidig vil vi blive rigtig glade, hvis flere deler deres oplevelser med Kulturskolen og fortæller om de muligheder, der er i Kulturskolen.

Vi vil supplere med en brugerundersøgelse blandt de nuværende elever for at få et endnu bedre billede af + og – ved at være elev i Kulturskolen. Har du gode idéer modtages de meget gerne. Send dem til kulturskoleleder Preben Frederiksen på mail: preben.frederiksen@rksk.dk eller ring på 29685582.

Ny strategiplan

Kulturskolen arbejder også på en ny strategiplan, der skal være med til at vise vejen de kommende år. Strategiplanen kvalificeres ved inddragelse af Kulturskolerådet, der bl.a. har repræsentanter af forældre. Vi vil også gerne høre fra eleverne, så hvis du har kendskab til et par elever der har lyst til at bidrage med deres meninger og erfaringer, vil vi gerne have dem med i kulturskolerådet.

Sæsonens koncerter og arrangementer

Der er allerede nu mange koncerter og arrangementer at se frem til i dette skoleår.

  • I uge 44 er der ”Spil Dansk uge” og koncerter i Ringkøbing og Skjern.
  • Den 1. december er der Julerock på spillestedet Generator i Ringkøbing.
  • Der er juletræsfest i Skjern lørdag den 10. december.
  • Den 7. januar 2023 er der Nytårskoncert i Ringkøbing i samarbejde med Rindum SU.
  • Den 1. og 3. februar 2023 er der balletforestillinger i Skjern. I år kan I glæde jer til Askepot.
  • Torsdag den 30. marts 2023 præsenterer vi vores store fællesforestilling.


Der er mange flere koncerter at glæde sig til, så hold øje med vores hjemmeside kulturskolen.rksk.dk/kalender og følg vores Facebookside for løbende information.

Et orkester for dem, der IKKE kan spille wink

Gennem vores samarbejde med andre kulturinstitutioner i ind- og udland får vi inspiration til nye tiltag. Et af dem er, at vi vil starte et orkester op for voksne og ældre der aldrig har spillet på et instrument. Efter 1. øvegang kan man spille det første nummer sammen – håber vi ;-) Det lykkes i Holland, så mon ikke også det kan lykkes i Danmark. Og grunden til vi kaster os ud i et sådant tilbud er at vi ved der er megen glæde forbundet ved at spille musik og udtrykke sig i musik. Det er sundt at spille og synge – glæden bobler – og det vil vi gerne videregive til mange flere. Nu skal vi bare have fundet et navn til orkesteret – Seniortrut måske?

Vi vil lave vestkystens største brassband 

Og så kalder vi på alle der har et messinginstrument liggende – i stuen, på loftet, under sengen eller hvor det nu har gemt sig. Vi vil gerne samle alle messinginstrumenter – trompet, cornet, tuba, horn, euphonium, trækbasun osv. og lave vestkystens største brassband – ledet af Therese. Vi satser på at mødes i det nye år 2023.

Nye måder at udbrede musik og kultur til alle

Desuden deltager vi under Kultursamarbejdet i projektet ”Musik for alle børn”, der arbejder på at etablere et kraftcenter til at løfte musikfaget i skolen og at styrke samarbejdet mellem skole/musikskole. Der er kort fortalt mangel på musiklærere og for få der vælger uddannelsen. Derfor går musik- og kulturskolerne mere og mere ind i arbejdet med musik i skolen i samarbejde med en lærer eller pædagog fra skolen. Og samtidig arbejdes der også med at løfte sang og musik i daginstitutionerne, f.eks. via efteruddannelse og ønske om at gøre musik obligatorisk på pædagoguddannelsen. Dette arbejde er selvfølgelig meget vigtigt for os, da en faldende søgning til musikskolerne er set de seneste år. Og vi ser jo de meget positive resultater af at arbejde med musik og sang med børn og vigtigheden af at mestre musikken og kunsten i det hele taget. Kreativitet er på alle måder en vigtig del af vores børn og unges fremtid – både i arbejdet og i fritiden.

Lad os sammen fortælle de gode oplevelser der er i mødet med musik, dans, billedkunst, keramik, illustration, skuespil, film og redesign syning.

Tak fordi du læste med. Vi vil løbende holde abonnenterne af nyhedsbrevet orienteret om hvad der foregår i Kulturskolen Ringkøbing-Skjern. Og vi modtager gerne dine input til indhold. Kontakt kommunikationsmedarbejder Line Skov Randrup på mail: line.randrup@rksk.dk

Mange kulturelle hilsener

Kulturskolen Ringkøbing-Skjern

 
Kulturskolen logo

Kontakt Kulturskolen

Rindumvej 1
6950 Ringkøbing
Ranunkelvej 11
6900 Skjern

Ring til os: 99741389 / 99742555
kulturskolen@rksk.dk


Denne e-mail er sendt til: {{EmailMessaging:Recipient.Name}} ({{EmailMessaging:Recipient.Email}})