{{EmailMessaging:Email.PreHeader}}
topbillede kulturskolen med 2 børn

Kulturskolens nyhedsbrev.

Nyhedsbrev fra Kulturskolen Ringkøbing-Skjern, december 2021

Så er vi igen nået hen mod årets afslutning – denne gang året 2021 - der har budt på mange udfordringer for os alle verden over. COVID-19 har – igen - sat sig præg, og vi længes vel alle mod en tid, hvor vi ikke skal bruge så meget opmærksomhed på virussen. Men vi har også lært, at den ikke skal have lov til at fylde vores tilværelse for meget, og lært at leve med den til en vis grad. 

Koncerter og arrangementer

På Kulturskolen har vi genoptaget koncerter, arrangementer og forestillinger. Og det har været utrolig dejligt at opleve den glæde der har været, ved igen at kunne være i fællesskabet og få flotte arrangementer bygget op og afviklet. Desværre må vi igen aflyse enkelte arrangementer, da coronasituationen i kommunen og landet gør, at vi overgår til onlineundervisning fra 15/12-2021 og frem til 4/1-2022. Hold øje med vores facebookside og hjemmeside og følg med i, hvad der bliver gennemført og hvad der må aflyses.

Vores traditionelle juletræsfest måtte vi desværre aflyse pga. Ringkøbing-Skjern Kommunes høje smittetal og de deraf anbefalede retningslinjer. Men til gengæld har en dejlig flok af eleverne lært at spille julemusik, der passende kan bruges på turen rundt om juletræet i hjemmene :-)

Peter og Ulven – en forestilling for klaver og ballet

Billede af balletdansere fra forestillingen Peter og Ulven

Vi har netop afholdt 2 forestillinger - Peter og Ulven – hvor flere af Kulturskolens balletelever i Skjern samt klaverelever hos Mette Flodgaard skabte en fælles forestilling. Musikken blev fremført på flygel. Klaverlærer Mette Flodgaard og balletlærer Tammy Skoubo Sørensen har sammen arbejdet på projektet, der mundede ud i den flotte forestilling. Tammy lavede koreografien og Mette arrangerede musikken så den matchede eleverne. Billederne i dette nyhedsbrev stammer fra forestillingen. Kostumerne er skabt i samarbejde med de frivillige sydamer på Kulturskolen. En stor tak til dem for deres indsats. Og en stor tak til støtteforeningen Ballet Support for deres hjælp og støtte.

Billede af balletdansere fra forestillingen Peter og Ulven

Giv musikken i gave

Kulturskolen har igangsat en julegavekampagne på facebook, hvor man kan købe et julegavekort til 5 x musikundervisning á 20 minutter for 275 kr., hvilket er halv pris af normalprisen. Tilbuddet gælder for børn og unge under 25 år. Undervisning tilbydes på instrumenterne: klaver, guitar, elguitar, trommer, cello, tværfløjte, elbas og ukulele. Så her har du mulighed for at give en julegave med et lidt anderledes indhold. Skriv en mail hvis du vil købe et gavekort.

Nyt om foråret 2022

Tilmelding er altid åben, så man kan sagtens nå at tilmelde sig til undervisning, selvom sæsonen startede i august 2021. Vi informerer løbende om nye tiltag og forestillinger på vores facebookside og hjemmeside.

Redesign fra januar 2022

Redesign – fra skrald til unika – starter nyt hold op i januar. Holdet er for aldersgruppen 18 år og opefter. Der undervises 12 gange. Pris: 1.298 kr + adm. gebyr på 50 kr. Der er på efterårsholdet lavet utrolig mange spændende kreationer med inspiration fra underviser Helle Tarpgaard Andersen.

Ballet i Ringkøbing

Der er ledige pladser på balletholdene i Ringkøbing. Vi har været heldige at få tilknyttet underviser Pavel H. Duquesne til Kulturskolen. Han brænder for ballet og contemporary dance og underviser med begejstring og engagement. Der er kun gevinster ved at danse, da man bliver glad, træner sin krop, skaber dansen sammen med andre og får mulighed for at optræde i Kulturskolens flotte kostumer til forestillingerne.

Billede af balletdanser fra forestillingen Peter og Ulven

Illustration i Videbæk

Desuden er der ledige pladser på Illustrationsholdet i Videbæk. Underviser Peter Hermann er en fantastisk dygtig tegner og illustrator og brænder for at give børn og unge inspiration til at udvikle deres egne tegninger og afprøve nye teknikker. Vi har et stort hold kørende i Ringkøbing og håber på en tilsvarende udvikling i Videbæk.

Ledige pladser

Der er enkelte ledige pladser på nogle af vores instrument-tilbud. Det drejer sig om klaver, guitar, elguitar, elbas, trommesæt/slagtøj, tværfløjte og ukulele. På andre fag kan der være en kort venteliste. Og husk, at der altid er mulighed for en prøvetime på ledige fag, hvis du er i tvivl om det er noget for dig, dit barn eller barnebarn.

Kunne du tænke dig at gå til musik med dit barnebarn, hvor I sammen lærer at spille på et instrument, vil vi også gerne finde et tilbud til dig på de ledige fag. Bare kontakt os på Kulturskolen.

Støtteforeningen i Ringkøbing

Støtteforeningen i Ringkøbing har i samarbejde med kunstner Lone Hvid arbejdet på en ny udsmykning på Kulturskolen i Ringkøbing- Vi glæder os dagligt over resultatet. En stor tak til støtteforeningen. Kom forbi og kig :-)

Med hjælpe fra støtteforeningen og sponsorer er der også blevet indkøbt nye højskolesangbøger til glæde for kor og sangelever i Kulturskolen. Fællessangen har altid været der og er endnu mere ønsket i disse år.

Sidst men ikke mindst….

Der er i det hele taget mange hænder der udgør en stor hjælp i det daglige. Ikke mindst pedel Helge Ebbensgaard og hans hjælpere, rengøringspersonalet i Skjern og Ringkøbing, servicemedarbejderne på Ringkøbing Skole og det administrative personale i Skjern og Ringkøbing. Det er ikke altid dem der står på scenen, men det er dem der er med til at ”lime det hele sammen”. Tak til alle.

Sluttelig vil vi fra Kulturskolen ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår. 2021 har været anderledes på så mange måder. Så 2022 kan bare komme an – vi er klar og byder alle velkommen til nye spændende kreative oplevelser i Kulturskolen. Her er plads til alle og tilbud til alle.

Glædelig jul og godt nytår fra Kulturskolen Ringkøbing-Skjern

 - og så lige en lille musikalsk julehilsen her

billede af klaverelev fra balletforestillingen Peter og Ulven

 
Kulturskolen logo

Kontakt Kulturskolen

Rindumvej 1
6950 Ringkøbing
Ranunkelvej 11
6900 Skjern

Ring til os: 99741389 / 99742555
kulturskolen@rksk.dk


Denne e-mail er sendt til: {{EmailMessaging:Recipient.Name}} ({{EmailMessaging:Recipient.Email}})